Om projektet
Danish Entrepreneurship Award søger konstant efter at udvikle unge, der ønsker at søsætte deres kreative idéer. Idéer, der både kan rumme produkter, ord og billeder. Der udskrives derfor hvert år en plakatkonkurrence til Danish Entrepreneurship Award 2014. Plakaten skal være med til at give de unge lysten til gå efter deres drømme og idéer, så de vælger at deltage. Danish Entrepreneurship Award 2014 er dagen, hvor kreativitet, innovation og iværksætteri fejres af 5.000 deltagere. Unge iværksættere og undervisere fra ABC til ph.d. samles d. 20. november 2014 i Fredericia til en dag helliget entreprenørskab. Her vil Danmarks skarpeste erhvervsfolk være at finde, og hele dagen igennem vil de unge iværksætteres tanker og gode idéer blive forenet med mentorernes viden og mange erfaringer.
Sidste års vinder
Casper Pedersen vandt Plakatkonkurrencen 2013 – hør hvad han har at sige om at deltage i konkurrencen:
”At vinde Danish Entrepreneurship Award 2013’s plakatkonkurrence har givet mig en masse gåpåmod og grafisk kunnen. Desuden har det været en stor hjælp til, at jeg nu er elev som Art Director hos reklamebureauet Super*ego. Det gav mig lysten til at arbejde hårdere for min karriere. Den bedste følelse i hele verden er anerkendelse af sit hårde arbejde, og det får man i den grad ved at vinde denne pris.” Casper Pedersen, 2013.
Hvad får du ud af at støtte?
Hvis du har lyst til at støtte projektet, kan du være med til at give en præmie til Danmarks kreative fremtid. På den måde kan vi alle være med til at sikre, at Danmark fortsætter vejen mod kreativitet og innovation.
- Helt konkret kommer dit navn på en stor væg, der vil være at finde til Danish Entrepreneurship Award 2014 d. 20. november.
- Dit navn vil desuden blive vist på vores webside.
- Hvis du vælger at støtte med 250 kr., vil du modtage en gratis vinderplakat.
- Vælger du at støtte med over 1.000 kr., kommer dit firmas logo eller dit navn på storskærm under overrækkelsen.
- Hvis du donerer over 5.000 kr., kommer dit firmas logo eller dit navn i det fysiske program, der udstedes til 5.000 deltagere på dagen.
Pengene går til vinderen af Plakatkonkurrencen 2014.
Danish Entrepreneurship Award er skabt af Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise i samarbejde med en række sponsorere. Fonden arbejder for at integrere innovation og entreprenørskab i undervisningen landet over og søger efter et innovativt grundelement i alle uddannelser fra folkeskolen til ph.d.