Madsamling er en kombination af en online webshop og et farmers marked, som bringer forbrugerne og producenterne af lokale fødevarer sammen på en helt ny måde. Kunden bestiller og betaler online. Ordren afhentes én gang om ugen ved en opsamlingsevent arrangeret af værten for den lokale madsamling. Her mødes kunder, producenter og naboer og får en hyggelig snak, udveksler opskrifter, smager på nye ting og afhenter ugens køb. En madsamling udbyder et bredt sortiment af lokale varer indenfor frugt/grønt, kød, mejeri, brød, drikkevarer, specialiteter og fisk - hvis det er muligt.
Den kortere forsyningskæde betyder, at producenterne får en mere fair betaling for deres produkter, og da det er den lokale vært, som står for det ugentlige salg og selve opsamlingseventen, så betyder det for producenten også mere tid til at producere og udvikle forretningen. Da alt er solgt på forhånd, har producenterne ikke noget spild. En gennemsnitlig afstand mellem producenter og madsamlinger på 30km, betyder minimal transport for at få de lokale varer frem til kunden, og det gavner vores miljø.