Crowdfunding er kulturdemokrati på nettet

Så er det blevet tid til det første gæsteblog-indlæg på booomerang.dk! Kommunikatør og formidler Thomas Wittrup har interviewet Tina fra booomerang.dk om, hvad crowdfunding er - læs interviewet her, hvor Tina forklarer, hvorfor crowdfunding er lig med kulturdemokrati.

---------

Crowdfunding: Kulturdemokrati på nettet


Direkte fundraising ved hjælp af sociale medier som facebook og twitter - det såkaldte crowdfunding - giver iværksættere nye muligheder for at finde penge til deres projekter.

Af Thomas Wittrup

”Crowdfunding kan blive et reelt alternativ til traditionel fundraising. Det vil styrke vækstlaget og støtte op om kreative folk med noget på hjerte.” Tina Thor Jørgensen ser gode perspektiver i crowdfunding - eller på dansk netværksfinansiering. Hun har en stor viden om emnet og var en af de første i Danmark, som arbejdede med fænomenet. Hun er cand.mag. i dansk og filosofi med speciale i bred kulturformidling og har stor erfaring med webformidling og sociale medier.

Man får altid noget til gengæld


Idéen er, at alle, som har brug for penge til projektudvikling af en god idé, kan tage kontakt til en crowdfunding-hjemmeside og oprette en projektbeskrivelse på siden. Beskrivelsen fortæller hvad projektet går ud på og hvor mange penge, der er brug for. Men vigtigst, så skal beskrivelsen indeholde et incitament eller belønning for dem, som vælger at støtte projektet – de såkaldte 'fundere'. Man får nemlig altid noget igen, hvis man vælger at støtte. Det kan for eksempel være en koncertbillet, hvis projektet er en cd-udgivelse eller et par uldsokker, hvis projektejeren vil åbne en butik med hjemmestrik.

Promoveringen af projektet står iværksætteren selv for. Det er her tilknytningen til de sociale medier opstår. Det er nemlig via kontakter og allerede eksisterende netværk på forskellige sociale internet-platforme, at opmærksomheden for - og ultimativt pengene til - projektet skal indsamles.

”Crowdfunding-metodens forbindelse til de sociale medier er en af hovedpointerne. Det giver iværksætteren mulighed for målrettet at gå efter 'fundere' med viden om og interesse i projektet. Det giver en frihed for alle med skaberlyst. Mange ville måske let blive overvældet af de administrative udfordringer i mødet med fonde og statslige puljer, hvor ekspertpaneler med ringe viden om det aktuelle projekt sidder med den afgørende beslutning,” fortæller Tina Thor Jørgensen og kalder crowdfunding en form for ”kulturdemokrati på internettet.”

Hvem crowdfunder?


Crowdfunding kan i princippet tilpasses ethvert tænkeligt idé-projekt, som har brug for midler til at komme i gang. De forskellige hjemmesider har forskellige profiler. Danske booomerang.dk har primært kategorier indenfor kunst og kultur. Svenske Funded By Me har derimod en mere social profil, og i USA, hvor der er en større tradition for privat støtte til iværksættere, har selv større erhvervsprojekter en god chance for at blive finansieret via metoden.

---------

Om Thomas Wittrup


Kommunikatør og formidler Thomas WittrupThomas har læst Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet og har senest arbejdet med kommunikation for DR og arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen. Læs mere om kommunikatør og formidler Thomas Wittrup her.

 

 



Tina Thor Jørgensen (@tinathorjoergensen) Written by Tina Thor Jørgensen (@tinathorjoergensen), 18. juli, 2012
Partnerskaber